Kapitel 5: Hus til salg

På halvandet år er antallet af huse til salg i Nordborg mere end fordoblet. Her er det et hus på Storegade.

På halvandet år er antallet af huse til salg i Nordborg mere end fordoblet. Her er det et hus på Storegade.

Boligmarkedet i Nordborg er hårdt ramt af, at folk bliver fyret og flytter fra byen. Det kan være meget svært at sælge sit hus, og mange folk er låst fuldstændig fast til at blive i området med mindre de har råd til at betale dobbelt husleje.

Huspriserne falder
En af dem, der har meget svært at sælge hus i Nordborg, er 58-årige May Britt Lindenskov. Hun har haft sin afdøde mors hus på Nordborgvej i Svenstrup til salg i halvandet år. På den tid har det 230 kvm. store hus med fem værelser både været sat til salg hos Nybolig og EDC, og udbudsprisen er faldet fra 985.000 kr. til 585.000 kr. Men huset er stadig ikke solgt.

“Der har været en del folk ude at se på huset, men de får alle sammen afslag på at låne penge i banken,” siger May Britt Lindenskov. For 14 dage siden bød et par på huset, men de var begge på dagpenge og fik også afslag i banken.

Ubehagelig situation
May Britt Lindenskov bor selv i Sønderborg og ville egentlig gerne bare af med huset i Nordborg, som hun sælger sammen med sine to søskende.

“Det generer mig, at huset bare står tomt. Jeg er deroppe for at se til huset ca. hver 14. dag, for jeg ved, at min mor ikke ville bryde sig om, at huset er støvet, når der kommer fremmede folk for at se på det. Jeg får ikke ro i kroppen, før det er solgt, så det er en ubehagelig situation, vi står i. Der sker bare ikke noget,” siger hun.

Udviklingen i udbudstiden for villaer i 6430 Nordborg

Billede 2

Foto: Screendump fra Home.dk

Siden May Britt Lindenskov satte sin mors hus til salg for halvandet år siden, er antallet af boliger til salg i Nordborg postdistrikt mere end fordoblet. Samtidig er den gennemsnitlige udbudstid steget fra 150 dage til 280 dage, viser ejendomsmæglerkæden Homes boligstatistik Det er en stigning på 86 pct.

Boligsituation låser folk fast
Marita Geinitz, der er formand for fagforeningen 3F Als fortæller, at boligsituationen har stor betydning for medlemmerne.

“Der er mange, som er fuldstændig låst fast her på Als, fordi de ikke kan få solgt huset. Det betyder, at mange af dem ikke kan flytte væk fra området for at få et job, selvom det egentlig er det, de gerne vil,” siger hun.

Samme melding kommer fra Jan Prokopek Jensen, der er borgmester i Sønderborg kommune.

“Husejerne er fanget i en prioritetsfælde. For selvom der er jobs at få i andre byer, har de ikke mulighed for at sælge huset. Huspriserne er faldet, og de er låst fast i en situation, hvor de enten kommer til at tabe penge på at sælge huset meget billigt eller at blive ved med at være arbejdsløse,” siger han

Men selvom situationen i Nordborg ser sort ud lige nu, lysner det muligvis i fremtiden. Læs næste kapitel.

  • Share/Bookmark